Dansk

 ER DU MARIES NYE HJÆLPER?

 
Vi søger en frisk og glad hjælper til Marie.

Stillingen er på 30 timer om ugen fordelt på mandag, tirsdag, fredag og lørdag. 
Onsdag og Torsdag er Marie i børnehave og du holder fri.

Jobbet består mest i at hjælpe med Maries træning (Family hope center, ABR og Karlstadmetoden)hvor også ting som personlig pleje, hjælpe ved måltider og mange andre ting hører under. Vi træner med Marie i alle hverdagssituationer, så vi i fællesskab kan støtte hende i at blive mere selvstændig.
Du arbejder sammen med mig, Maries mor :-)

Vi søger en pige der er glad for børn, frisk, i godt humør, har let til smil, er fuld af gå på mod og med masser af tålmodighed. Der er dage hvor træningen bare kører derudaf med en superglad og veloplagt Marie og andre hvor Marie synes det er træls eller hvor hun er træt og her er det vigtigt at du bevarer tålmodigheden og er i stand til med sjov og smil at guide Marie tilbage på sporet. Et godt overblik og lyst til hele tiden at lære nyt er en klar fordel.
 
Da vi er en familie på 5 er det vigtigt at du har lyst til at indgå som en del af vores familie og udover Marie også kan rumme Mads, Mathilde og vores frække hundehvalp.

Da Marie er ved at være en stor pige og da træningen foregår rigtigt meget på gulvet er det vigtigt at du har en god fysik.
 
Hvis du kommer langvejs fra er det nødvendigt med egen bil, da busforbindelserne til os er meget dårlige. Vi er afhængige af din hjælp for at opretholde træningen og det er derfor vigtigt at du kommer frem til os :-)

Erfaring er ikke nødvendig, da jeg, Maries mor, lærer dig hvordan programmet skal udføres. Du vil komme til at deltage på spændende og lærerige kurser og jeg lover at du rejser herfra mange erfaringer rigere :-)
 
Alder 18-25 år.

Opstart 3. september.
 
Send en ansøgning senest 17.August til

Marlene@fyns-hoved.dk
 
Vi glæder os til at høre fra dig!